|
|
FOTOS: LILLE VILDMOSECENTRET
På guidet tur i Lille Vildmose
VILDMOSEFORENINGEN bringer gerne her på vor hjemme-side jeres beretninger om ture i Lille Vildmose – ture på egen hånd eller på en af de mange guidede ture, som udgår fra Lille Vildmosecentret. Send dit bidrag –positivt eller negativt, sjovt eller alvorligt, sommer og sol eller vinter og sne. Gerne med billeder, som giver yderligere forklaring eller bare er flotte, sjove eller viser naturen, som den er i vort dejlige område.
Send dit bidrag til VILDMOSEFORENINGEN@BBNPOST.DK - vi uddeler ingen præmier og forbeholder os retten til at forkorte/tilpasse indlæggene.
Vi begynder med en lille historie fra en af de frivillige guider:
(Billeder er stillet til rådighed af Hanne Dannesbo)
Det kan undre, at man frivilligt bevæger sig ind i dette store område, når man som barn var tvangsindlagt til at hjælpe sine forældre med den nødvendige tørvegravning for efterfølgende, som stor skoledreng, frivilligt tog arbejde ved Pindstrup Mosebrug, for at tjene til den første knallert .
Ikke desto mindre er det sådan, at jeg dårligt kan bevæge mig ind i Østhimmerland før det trækker i rattet, og man lige skal en tur ud til Toftesøen, Bettesøen eller den nye gangbro ved Portlands-mosen. Heldigvis er det sådan, at børnebørnene synes, at det er spændende at komme med morfar i mosen, medens hustruen synes knap så interes-seret, så det er ikke svært at finde en undskyldning.
At der så er blevet lejlighed til at optræde som frivillig guide for Lille Vilmosecentret er et ekstra plus. De ansatte i Lille Vildmosecentret har meget at lave og her er det heldigvis sådan at der er mange frivillige, som springer til som hjælpere, som vagter, receptionister og for mit vedkommende som guide. Nok kender jeg ikke til det rige liv der er af fugle og planter i detaljer, men jeg kender historien omkring mosen og jeg har selv været en del af den.
En typisk guidet tur i år har været ind i Høstemark Skov. Medens vi begiver os på vej i bussen, som hver gang har været stuvende fuld, er der tid til at fortælle noget generelt om området. Der fortælles om cen-tret, Aage V. Jensens Fond, om de tørlagte søer, spritfabrikken og om Bettesøen som ”dem fra København” vil have skal hedde Lillesø. På Ny Høstemarksvej fortælles om naturgenopretningen inden vi laver en afstikker ind på Portlandsmosen, hvor vi både måler moselagets tykkelse og hopper så hele området sættes i bevægelse. Turen fortsætter ind til gravebanerne, hvor der fortælles om tiden, hvor tørvegravningen var en nødvendighed for de store fabrikker i Aalborg, men også om den tid jeg selv har oplevet, hvor jeg med mine forældre gravede tørv hos de små lodsejere for at have varme om vinteren. Dette suppleres med, hvordan vi som store skoledrenge, 14-17 år, tog sommerferiearbejde hos Pind-strup Mosebrug, og formedels ca. 7 kr. timen tjente penge til den første knallert eller en spolebåndoptager. Dette giver store øjne især blandt unge deltagere, som vantro spørger, om det nu også kan passe, især når jeg fortæller at vi ingen mobiltelefon havde med derud og at det i øvrigt foregik på cykel fra Kongerslev, Bælum og Terndrup. Videre går turen forbi lyng, blåbær, tranebær Liden Soldug, som alle får et ord med på vejen inden, turen via Hegnsvej går til porten til reservatet. Forinden har vi set gæs, måske traner, mange forskellig ænder og den fugl som konen derhjemme er opkaldt efter - ”hejren”.
Når vi kommer indenfor porten stiger spændingen – ser vi nogle kron-hjorte ?-. Helt klart er det noget af det folk primært ser frem til, men undervejs fortælles om de mærkeligt udformede træer, kronhjortens liv og levned, Ørnebregnerne men også myrerne, som hver gang er et hit. Når guiden fortæller om de flittige myrer, som er langt flere under jorden end over jorden, forskellen på ”arbejdere” og ”krigere” og ikke mindst når han med et rask snuptag spiser den mest genstridige som kravler rundt på hans hånd. Så tilbyder han minsandten at gæsterne også gerne må smage og på de fleste ture har der da også været et par stykker der takkede JA. Som regel først og fremmest børn, og når de så har prøvet vil de voksne ikke står tilbage.
-- og så, som turen højdepunkt kronhjortene. Guiden fortæller at han i forvejen har bedt chaufføren på bussen om at drive nogle stykker sammen i en flok og der står de så. 60 – 70 eller 90 prægtige eksemplarer
har vi hver gang i år haft lejlighed til langsom at rulle forbi medens der sukkes – ”nej hvor flot” og medens der tages fotos i en mangfoldighed. Så kan bussen rulle hjem efter 2½ time i naturen. Den natur som mange forældre siger, at deres børn ikke gider. FEJL – børn elsker det og nyder de har tid til det, sammen med deres forældre. De spørger og spørger –heldigvis – selv om forældrene nogen gange synes det er for meget – det er aldrig for meget – og hvilken tak for turen er det ikke når en purk på 9-10 år kommer hen til en og siger ” dig gad jeg godt have som lærer”
Den frivillige guide
|
HISTORIER FRA MOSEN